Nina Malinovski udgiver en ny digtsamling efter en pause på ti år, hvor hun har været beskæftiget med at skrive dramatik til teater og film. I digtene følges en kvindelig fortællers forestillinger og oplevelser om den menneskelige tilværelses muligheder. I Stilhedssang beskrives stilheden på flere planer, og der opstilles mange indkredsende forsøg på formuleringer. Stilheden kan opstå som et prøvende spørgsmål, når noget pludselig afsluttes som fx fuglenes fløjten eller stormens brusen. Disse billeder fra naturen bliver perspektiveret ud i verden og sammenlignet med den stilhed, der opstår, når et menneskeliv afsluttes: "...og af den tavshed, der høres/når et ord netop ikke bliver sagt." Digtene omhandler både de store temaer i menneskelivet: tiden, øjeblikket, evigheden og døden og de store temaer for det enkelte menneske: identitet, parforhold og kærlighed. Digtsamlingens samlede udtryk er et intenst og koncentreret ønske om at finde tilværelsens essens. Digtene er skrevet i et enkelt, let tilgængeligt og smukt sprog, og rummer en tænksomhed og sanselighed, som lyriklæsere vil forstå at værdsætte.