Velskrevet og underholdende svensk skærgårdskrimi a la Läckberg og Jungstedt med samme store målgruppe.
Nora Linde holder sommerferie med mand og to små drenge på sin barndomsø Sandhamn i Stockholms skærgård. En druknet mand driver i land, og en uge senere findes hans kusine myrdet, og desuden mister yderligere en mand livet. Noras gamle ven, kriminalinspektør Thomas Andreasson leder efterforskningen af dødsfaldene, som har sat det idylliske ferieland på den anden ende. Nora har problemer i sit ægteskab, altimens hun hjælper Thomas med forskellige oplysninger, der kan bidrage til sagens opklaring. En velskrevet og roligt fremadskridende krimi med gode og troværdige beskrivelser af personer og miljø. Plottet overrasker, men hænger fint sammen og det hele kulminerer i en dramatisk slutning, hvor Nora uafvidende sætter livet på spil.
Viveca Sten (f. 1959) debuterer som kriminalforfatter med Stille nu, der er første bind i en planlagt trilogi. Den vil givetvis blive populær og gå som varmt brød ganske som Camilla Läckberg og Mari Jungstedt.
Denne velskrevne og underholdende svenske skærgårdskrimi a la Jungstedt og Läckberg er første bind i en planlagt trilogi, og der er dømt publikumssucces, og det er en af de bøger, som krimilæsere vil anbefale hinanden.