Stinke, som ikke alene er den mest ildelugtende elg, men også den største, bliver udset til at være 'dagens ret' af den største ulv i skoven. Men ulven besvimer, inden den når at sættetænderne i Stinke. Og trods efterfølgende garderinger: først en klemme på næsen, og så en gasmaske ved næste forsøg, narrer Stinke ulven til at indånde hans odeur. Resultatet er hver gang en såkraftig besvimelse, at ulven til sidst opgiver sit forehavende og i stedet beslutter sig for en fremtid som førerhund for en blind mand! Og Stinke kan fortsætte sit lykkelige liv med sine vennerfluerne, fuglene, frøerne og stinkdyrene! Tja.., hvad siger man til sådan en historie? Episoderne med ulven er sjove, også i kraft af ill. og T.T.s oversættelse, men pointen med ulven har jeg sværtved at se det morsomme i. Går det på, at den som førerhund får maden serveret, eller går det på, at blinde ikke lugter? Og så generer det mig, at historien foregår i Sverige og ikke i Nordamerika.Der havde stinkdyrene passetbedre. Hl. er som sagt fine og enkle i store flader med en god humoristisk streg, som i Panda bliver klogere. En billedbog med flere plusser end minusser, men de erder! Oplæsning fra 3 år.