Stjernehavet : digte

I Iben Claces to første digtsamlinger, Tilbage bliver, (1994), og En fremmed selv, (1995), var det erindrende og reflekterende i fokus, kombineret med en sproglig stram og minimalistisk stil. Denne nye samling breder sig derimod tematisk og sprogligt ud imod verden og tingene, idet digtene er blevet til under rejser i bl.a. Mexico og Indien. Samlingen består af to dele. Dels tre suiter af centrallyriske digte, dels den afsluttende "Drømmebærhistorier" med prosalyriske tekster af mere mytisk og symbolsk karakter. På trods af rejsemotivet er der dog ikke tale om rejsedigte i traditionel forstand. Rejsen fremtræder snarere som en eksistentiel størrelse, en søgen efter et mønster som kan indfælde jeget i en større og mere omfattende kosmisk orden: "-giv forestillingen, giv drømmen tilbage/ til dens rette element,/ til stedet vi kom fra." Havet og himmelrummet er polerne, eller yin og yang, i disse kosmiske digte, der dog langt fra altid tager afsæt i iagttagelse og sansning, men besynger kosmos som et filosofisk og religiøst princip. Ordet "vægtløs" forekommer flere gange i samlingen, og man savner mere substans, en større sanset præcision i teksterne. De er velformulerede og veltalende, men i en sådan grad at man undertiden savner noget kantet og skævt om kunne få veltalenheden og den polerede overflade til at krakelere en smule.

Læs hele vurderingen