Et lille mesterværk med klare budskaber til både lærere, forældre og børn. Om drengen Todd, der stædigt kæmper for at klare sig i skolen. Efter et år som den dygtigste i specialklassen, vender han tilbage til sin oprindelige klasse og er nu fagligt den dårligste i 5. kl. Øgenavne som Mr. Retardo, Hjernedød eller Gump forfølger ham, og de amerikanske skoleprøver stiller store krav til hans stakkels hjerne. Han savner Eva fra specialklassen, men en sådan kontakt er vel umulig, når han nu er i en normal klasse? I en særlig opgave scorer Todd til sidst et pænt resultat pga. sine kreative evner. Selvværdet vokser. Og heldigvis er Eva en Miss Terminator. Hun vender altid tilbage, og med sig har hun alle sine farvede briller, der sætter kulør på tilværelsen. Forfatteren skriver ud fra egne skoleerfaringer, og både i form og indhold gør han det strålende. I de små kapitler, korte sætninger og det letglidende sprog er han som smeltet sammen med Todd i børnehøjde og gengiver rørende og troværdigt dennes mange filosofiske tanker om kammerater, mobning, skole, familie og ikke mindst sin egen hjerne. Genialt fortalt. Og samtidig humoristisk - som kun en voksen, der har fået problemerne på afstand, kan. God til samtale fra 2. kl. Kan selvlæses fra 4. kl.