Letlæst lille roman til især piger på 8-10 år til læsetræning eller fritidslæsning om pigelivets store og små drømme. Tegnet forside af Ignora i kjole og sommerhat foran spejlet. Fin kort bagsidetekst med illustration af prinsen Georg i tårnet, medaktør i romanen.
Katrine Marie Guldager har skrevet mange børnebøger og tidligere har hun skrevet serien Frøken Ignora i vandtårnet, som er en letlæst serie for børn i 2.- 4. klasse. I denne nye titel møder vi også Frøken Ignora i en mini-roman med en lidt længere historie, men i den genkendelige verden fra serien. I serien lægges der op til dialog mellem barn og voksen, men i mini-romanen Store drømme, er temaet formidlet, så børnene kan læse på egen hånd. Sproget er enkelt og ligetil og handlingen foregår i en verden af både fantasi og virkelighed, idet man som læser ikke rigtig kan finde ud af, hvor Ignoras mor og far er henne, og hvem hun egentlig bor sammen med der i tårnet. Charlotte Pardi er illustrator, og hendes illustrationer klæder teksten godt og gengiver helt præcis den moderne Pippi-lignende Ignora jeg har i tankerne, når jeg læser historien.
Som nævnt får jeg en Pippi-lignende figur i tankerne, når jeg læser om Ignora, og kan ikke umiddelbart komme i tanke om andre sammenlignelige titler af nyere dato udover forfatterens øvrige børnebøger, der oftest også handler om børns relationer, følelser og drømme.
Skøn lille læseværdig mini-roman til hygge eller læsetræning for de 8-10-årige om Ignoras liv og drømme.