Stor flot 'coffee table book' med et bredt udvalg af Storm P.s produktion: Tegneserier, vitighedstegninger, børnebogsillustrationer, malerier og historier. Som værk betragtet er der ikke noget at sige bogen på, smuk tilrettelæggelse, flotte farvereproduktioner, fyldestgørende noter o. s. v. Bogen rummer flere tekster, der ikke er af Storm P.; forfatterne til dem skal man finde i noterne, hvad næppe mange børn vil gøre. Flere af historierne er fra de let sentimentale Grog-bøger, mens de mere festlige monologer og historier glimrer ved deres fravær. Formålet med udgivelsen er angiveligt at introducere Storm P. til børn, men man kan tvivle på at såvel måden som materialet er det rette. Spørgsmålet er også om tiden simpelthen ikke er løbet fra store dele af hans produktion og især den børnerettede del med illustrationerne til Spørge-Jørgen som den lysende undtagelse. Udgiveren har ønsket at lave en familiebog, og det må da også siges at være den bedste bestemmelse af bogens målgruppe; en snævrere aldergruppe er det ikke muligt at udpege.