Storme ved jævndøgn

Sandemose's anden bog, fra 1924, består af to lange noveller om unge mænd, der forsøger at bryde ud af samfundets snævre rammer. Den første, »Manden fra hulen«, fortæller om den tidligere frie sømand, nu landarbejder, der ikke vil gå under i Jante-lovens krav: at være som de andre. Efter angreb på den slavetilværelse, som han lever, søger han dog noget sværmerisk tilflugt i en hule i skoven, hvor han til slut forenes med pigen Maja. »I livets korridor« går den unge oprører derimod frem til angreb på det borgerlige, selvgode samfund, in casu en forstokket højskole, der midt i en verdens problemer er optaget af døde ideer. Hovedpersonen er her mere sammensat, han forfølges af syner og varsler, og stadig er han et bytte for magiske kræfter, der kæmper om ham. For første gang ses her de motiver, som Sandemose senere gang på gang kredser om, og bibliotekerne får nu heldigvis chancen for at komplettere et fængslende forfatterskab.

Læs hele vurderingen