Film / fiktion

Stort set


Beskrivelse


I en række live-optagelser har Christian Fuhlendorff samlet stort set alt han har lavet. Han trykker den af med generel interesse for endetarmens muligheder og hæmorider i særdeleshed. Men også et hashforbrug får stryg med selvironisk grovfil. Plus velrettede spark til dansk selvfedme og et skævt smil til fremmede.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. okt. 2013

af

af

Ulrich Breuning

d. 28. okt. 2013

To dvd-skiver præsenterer stand-up-komikeren Christian Fuhlendorff (f. 1982) og hans optræden fra 2007 til 2012. Målgruppen er klart komikerens fans og alle, der morer sig over originale verbale eksplosioner og grænseoverskridende frisprog, egocentrisk navlepilleri og løssluppen satire.

Christian Fuhlendorff trykker den af på forskellige scener med generel interesse for endetarmens muligheder og hæmorider i særdeleshed. Men også et hashforbrug får stryg med selvironisk grovfil. Plus velrettede spark til dansk selvfedme og et skævt smil til asiater, muslimer og negre, som han uden blusel ukorrekt kalder afrikanere. Der er i showene en interessant udvikling fra drengerøv med langt hår og skæg til stylet, glatbarberet look, og betegnende fylder hans datter (og hendes afføring, naturligvis) en pæn del i hans "Enestående" fra 2012.

Christian Fuhlendorff tager som de fleste af sine kolleger udgangspunkt i eget liv, men han har også politisk satire på programmet med fx et usigeligt udfald mod Anders Fogh Rasmussen. Han er også fysisk aktiv på scenen, har mange dialoger, hvor hans mimik og stemmeføring karakteriserer to talende. Og han bruger elegant usynlige rekvisitter som for eksempel døre, som han imaginært går ud og ind af. I nogle situationer kan hans fysiske tilstedeværelse og højtgearede tale minde om en ung Dirch Passer. Hvilket er ment som en stor ros. Formmæssigt ligner filmoptagelserne andre registreringer af one man shows.

Frækt og udfordrende, morsomt og originalt.