Denne nydelige lille strikkebog henvender sig til de unge, der allerede kender til strikningens grundbegreber og har lyst til at strikke til sig selv. Her er en lang række forskellige huer, sjaler og halstørklæder, forskellige vanter, sokker med og uden tæer, tasker, hjemmesko og forskellige undertrøjer, toppe og trøjer. Bogen afsluttes med et lille afsnit om strikketeknik. De forskellige modeller vises på farvefotos på samme opslag som opskriften, og siderne krydres desuden med en række korte tips, der er sat på farvet baggrund. Forsidens farvefoto, der viser et par pigeben i sølvstiletter og korte, turkisfarvede striksokker, giver et udmærket indtryk af bogens stil og målgruppe. Modeludvalget er varieret og oppe i tiden, og opskrifterne virker gennemarbejdede. Strik er oppe i tiden nu, og selvom vi har fået flere nye bøger om strikning, vil denne bog bestemt både kunne anvendes af ungdomsafdelingernes lånere på egen hånd, i skolernes håndarbejdsundervisning, i fritidsklubber o.l.