Wingfield holder dampen og skriver stadig noget af det bedste og mest humoristiske inden for britisk krimi uden på nogen måde at forfalde til at skrive Frost-bøgerne som TV-manuskripter, selv om de filmatiseres og bl.a. vises på TV-2. Frost er en meget helstøbt figur og omgives af et levende og farverigt kollegialt fællesskab. Hans humor er grovkornet - nogen vil sikkert kalde den plat, men jeg holder meget af den store distance til den uendelige række af noble, engelske opdagere fra Peter Wimsey til Dalgliesh, som Frost har til fælles med sin kollega, Inspector Morse. Et barn er myrdet, et andet forsvundet, småbørn snittes af en pervers indbryder, tre små børn findes kvalt og moderen er forsvundet. Stationen i Denton er som sædvanligt underbemandet, men har dog fået en ny kvindelig assistent, der efterhånden lærer at holde Frosts sjofelheder ud, og suppleres midlertidigt med en kommissær, en arrogant skiderik, der fra fortiden har et horn i siden på Frost. Denne vader som sædvanligt med uortodokse metoder igennem opklaringerne, får forkludret en masse, men ender selvfølgelig med at klare skærene. Spændende fra første til sidste side, men ikke for snerpede sjæle.