Denne lækre hobbybog giver udførlige anvisninger på, hvordan man af nylonstrømper producerer dukker i fem forskellige størrelser fra babyer på 16 cm til voksne på 50 cm. Den forklarer de anvendte teknikker til de forskellige størrelser samt til hoveder og kroppe. Desuden viser den, hvordan sminkning, påsætning af hår og skæg udføres samt syning af tøj. Der er også vist, hvordan man fremstiller en gris og en gås. Teksten er punktvis og meget grundig. Den suppleres af små instruktive farvefotos, tegninger og skitser. Bogen er desuden illustreret med store, lækre farvefotos, hvor dukkerne er anbragt i mange forskellige scener med et væld af rekvisitter. Bogens dukker er fremstillet og klædt som nisser, men anvisningerne kan bruges til alle slags dukker. Nisserne er søde og sjove med de karakterfyldte ansigtsudtryk, der er kendetegnende for strømpeteknikken. Bogen supplerer Anne Meyers pæne Syede nisser, 1997 og Lisbet Hauges særprægede Strømpedukker, 1997. Desuden findes Leila Sørensens Sjove strømpedukker, 1998, der er en begynderbog og mere henvendt til børn, hvorimod denne og de øvrige nævnte absolut henvender sig som inspiration til voksne. Der er naturligvis materiale- og forhandlerliste.