"Aarhus-bandet Hiraki, der med Stumbling Through The Walls udsender deres andet album, viser, at der også er røre i andedammen i den mere skæve og eksperimenterende ende af den hårde rock. Metal er det ikke just, snarere en slags kreativ smeltedigel, hvor metal og hardcore blandes med avantgarde og de excentriske synthesizere, som er en central del af Hirakis lydbillede ... Bandet formår med skrabede midler at skabe stor variation, samtidig med at de formår den sjældne kunst at spille, så man hele tiden føler, at musikken balancerer på kanten af et sammenbrud. Her er plads til både næsten hymniske lydeksplosioner, tiltende elektroniske klange, halsbrækkende hardcore og ulmende postpunk-recitationer (...) Det er musik, der rykker lytteren rundt i bedste forstand".