Denny Malone leder en specialenhed på fire i New Yorks politi. De er på de godes og de svages side, men bliver alligevel mere og mere korrupte. For dig, der elsker hårdkogte og realistiske politiromaner.
Den amerikanske forfatters fjerde bog på dansk er en tyk roman om NYPD og ikke mindst om korruptionens og korrumperingens væsen. Selv om man er på de godes side, gør det vel ikke noget, at man får en gratis kop kaffe eller måske mod lidt betaling holder hånden over små fisk for at ramme de større? Malone og hans team eskalerer langsomt ned af skråplanet indtil det går helt galt, og de må bryde alle principper for at slippe ud af FBI's klør.
Det er en barsk bog i et hårdt og direkte sprog, men det kører derudad og man hvirvles ind i de stadig vildere intriger, hvor alle broer brændes og alle principper skippes over bord. Meget flot bedrift, hvor forfatteren hele vejen er på Malones side.
James Ellroy, Michael Connelly og Dennis Lehane er i samme genre og hårdhed.