Bogen henvender sig til alle, der involveres i forandringer, både i arbejdslivet og privatlivet, og såvel ansvarlige som deltagere. Den er skrevet i et letforståeligt sprog.
Det er en nyttig og jordnær lille bog om, hvordan man kan møde forandringer og forbedre sit forandringsberedskab. Hovedvægten ligger på virksomhedsforandringer, men meget kan overføres til det private plan. Den er bygget op i fire afsnit: I det første opridses baggrunden for nødvendigheden af forandringer, dernæst gennemgår forfatteren forskellige barrierer. Den tredje del af bogen viser forandringens anatomi, herunder forandringspuklen, der opstår når driften skal køre samtidig med at store organisatoriske forandringer pågår. Til slut viser forfatteren, hvordan man skaber levedygtige forandringer, bl.a. ved at undgå at sætte for mange i værk på en gang. Hvert afsnit er fulgt af fine spørgsmål til refleksion og forslag til handlinger. Forfatteren er kendt fra TV2-dokumentaren En lykkelig familie og foredragsholder med HR som speciale.
De fleste andre bøger, der er udkommet om emnet, henvender sig primært til ledere fx God ínnovationsledelse fra 2005 eller Kunsten af skabe forandring fra dette år. Denne bog adskiller sig ved at være for alle og meget let tilgængelig.
En udmærket og overskuelig bog om at tackle forandringer, der kan bruges til øvelser og selvstudier i forandringskultur privat og på arbejdspladsen.