Smil eller dø
Niels Skousen
Emneord
Anmeldelser (3)
Jazznyt
d. 18. maj 2015
af
af
Niels Overgård
d. 18. maj 2015
"Mathias Heise er fortælleren der på tre af numrene bringer oplevelserne ind i musikken. Jeg bliver egentlig lidt irriteret over at de vil så meget og ikke holder fokus. På det sidste nummer synger Zacharias Celinder på nummeret "On the floor", der lyder hen ad Dirty Loops, bare med mundharmonika. Alligevel vil jeg give credit til Mathias Heise Quadrillion for deres ungdommelige vovemod. Næste gang må de gerne gå all in med en mere rendyrket fusionsjazz. Det er de rigtigt gode til".
Politiken
d. 25. dec. 2015
af
af
Jakob Bækgaard
d. 25. dec. 2015
"Det særlige krydderi er Heises syngende mundharpe, der [sine steder] nærmer sig hans måske mest kendte instrumentkollega, Stevie Wonder. Heise er imidlertid sin egen og kan som en anden kamæleon skifte genre fra dybblå bluesrundgange til sfærisk flyvende toner hen over fyrige funkrytmer ... Et kapitel for sig er guitaristen Mads Christiansen, der fuldstændig ublu fyrer den ene kaskade af overstyret guitarlir af efter den anden, men heldigvis er han også en lydhør akkompagnatør. Albummet er stærkest, der hvor Heises melodiske mundharpespil møder fusionsmusikkens fysiske rytmer. På andre numre lægger lederen instrumentet på hylden og koncentrerer sig om at spille keyboard. Mindre godt går det, når han læser tre tekster på dansk. De fremstår som små finurlige fortællinger uden sammenhæng ... Tilbage bliver indtrykket af en musiker, der kan meget, men også mangler retning".
Jazz special
Nr. 148 (2015)
af
af
Peter Rahbek
Nr. 148 (2015)
"Mathias Heises fine mundharpespil og smagfulde keyboard - og ikke mindst hans sjove lyrik - er midtpunkt og dynamo i alt det her. Og skal respekteres alene for dette. Men Quadrillion er jo en fint fungerende organisme i sin helhed - også! Musikalsk fusionerer Heise fra nær og fjern. Og jo, musikken er fusion, men uden at falde i det berømte "jazzrock-hul" ... Som melodiførende instrument er Heises mundharpe mere taktil og fortællende, end vi er vant til. Og han har helt sin egen stemme, så det er ikke nødvendigt med referencer til Toots og Wonder ... Sikken et output. Selv hans sommetider Dan Turell-lignende "rap" har en friskhed over sig. Især fordi den ikke er bedrevidende, men bare ung".