RTS. Deltag i de største slag fra 2. verdenskrig. Tag kontrol over de allierede, tyske eller sovjetiske styrker. For unge og voksne sofageneraler.
Dette er et realtime strategispil, der har 2. verdenskrig som ramme. Der er tre separate kampagner, hvor du kan styre de allierede, tyske og sovjetiske militære enheder. De tre kampagner er baseret på rigtige slag. I nærværende version, som inkluderer tidligere udgivet DLC, er der tilføjet 8 ekstra kampagner, hvilket giver 45 missioner i alt. Hvert slag foregår på et afgrænset landområde, som ses skråt ovenfra. Du har kontrol over et bestemt antal enheder af forskellige typer, og med dem skal du klare missionens mål, som både kan være angreb og forsvar. I nogle missioner kan du få ekstra ressourcer undervejs, mens du må klare dig uden i andre. Spillet indeholder 200 forskellige militære enheder, dvs. tropper, fly, kampvogne osv. For at vinde slagene skal du tænke strategisk og nøje overveje hvordan dine ressourcer bruges. Sprog: engelsk.
RTS-spil havde sin storhedstid for år tilbage. Primært på PC-platformen, fordi mus og keyboard er mest velegnet til styringen. Helt generelt udvikles der færre RTS-spil nu end tidligere - men der udkommer stadig gode titler, og nærværende spil er ét af dem. Også denne PS4-version, hvor styringen fungerer overraskende godt med controller. Mit eneste kritikpunkt er, at der ingen genremæssig nytænkning er at finde. Kan magtes fra 15 år. PEGI: 16 og ikon for vold.
Et andet RTS-spil er Warhammer 40.000 inquisitor - martyr.