Spil / computerspil

Suikoden IV


Beskrivelse


Rollespil. Du er en ung nyuddannet søkyndig ridder. På en patrulje støder du på en forbandet magisk rune, som langsomt dræber sin vært. For at hæve forbandelsen skal du nu ud på en farefuld færd med pirater og søuhyrer.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. feb. 2005

af

af

Kristian Agerholm Jensen

d. 18. feb. 2005

Playstation 2. Suikoden er en japansk rollespilsserie som vi i dette fjerde nummer af serien for første gang stifter bekendtskab med på bibliotekerne. Suikoden IV handler om Rune of Punishment, en magisk runesten der dræner sin bærer for energi for til sidst at dræbe ham og derpå springe på en ny vært. Ved et tilfælde bliver en ung ridder, der netop har færdiggjort sin ridderlige søfartsuddannelse, vært for runestenen og han tvinges derfor ud på en lang farefuld færd for at afsløre stenens hemmelighed og blive frigjort for dens forbandelse. Typisk for genren skal man løbende løse en masse småopgaver og samtidig møder man både pirater og søuhyrer som man skal bekæmpe. De turbaserede kampe foregår med håndvåben og magi eller med skibe, hvor man affyrer kanoner mod hinanden. Jo flere kampe man deltager i og vinder, jo flere erfaringspoint tildeles man og dem nyder man godt af når modstanderne bliver mere og mere frygtindgydende. I Suikoden IV falder kampene ret tæt, det er fint når det er spændende og nye modstandere, men desværre er der mange utroligt trivielle kampe og man bliver hurtigt irriteret over fyldstoffet som trækker tempoet ud af spillet. Det er ikke så slemt på landjorden, men til søs virker rejserne langtrukne og skibene bevæger sig tillige ret langsomt. Det er lidt synd da historien i Suikoden IV er ganske spændende og giver een lyst til at udforske eventyret til ende. Grafisk er stilen typisk japansk, med enkle figurer, pæne landskaber og nogle fantasifuldt udformede skabninger. Suikoden IV vil appellere til rollespillere der fx kan lide Final Fantasy-serien, som Suikoden IV dog ikke er i klasse med. Fra ca. 12 år, mest for store børn og unge (PEGI: 7+). Sprog: engelsk.