"Et solidt lille værk, som Wagner kunne have lavet som en slags stiløvelse - bare for at se, om han nu kunne mestre det danske sprog. Det kan han imidlertid sagtens, og jo mere man lytter til albummet, jo mere viser det sin sande styrke".
DR musik
2008
af
af
Tine Godsk Hansen
2008
"Især på pladens tre første numre 'Hvad der sker', 'Et underfuldt liv' og 'Afgrunden' fungerer Wagners amerikansk rumklangsromantik med pladens bedste melodier. Herefter er det så som så med fremdriften i det ekkoende rum, og 'Wagner' ender med at blive en lidt blandet, stenet fornøjelse".
Berlingske tidende
d. 8. dec. 2008
af
af
Jeppe Krogsgaard Christensen
d. 8. dec. 2008
"Særligt i »grunden« lykkes det Wagner at fremspille sit eget sortromantiske udtryk ... Helt så stærke er de øvrige numre ikke, men mindre kan også gøre det, og selvom albummet er en parentes i Wagners karriere med The Raveonettes, ja, så er såvel tekster som toner bestemt værd at bruge tid på".
"Således kan man på Sunes første soloudspil høre det længselsfulde ekkoet fra både Motown, natsorte Velvet Underground og solbeskinnede Buddy Holly. Lys og mørke mødes og ud af sit hjerte og sin pen fremtryller Sune ét af årets bedste danske album".
"Musikken kimer og tindrer, og mildt kradsende guitarakkorder folder sig ud og giver de tøvende fraseringer, bøjede sanglinjer og den jævnlige brug af øm falset luft under vingerne på et album, der lyder som en lille nyklassiker og samtidig er et effektivt kunstnerisk karrieretræk".
"Det er imponerende, hvor stilsikkert Wagner får den danske lingo til at smelte sammen med det amerikanske udtryk. Derimod er det træls, hvordan fascinationen af et efterhånden fortærsket udtryk stadig har så grundigt fat i Wagner".
"10 numre på 36 minutter, ikke så meget pjat, og en god håndfuld numre, der er så tilpas vellykkede, at man får lyst til at spille albummet igen. Det værste ved albummet er at Sune Wagners stemme er meget lille".
Politiken
d. 7. dec. 2008
af
af
Erik Jensen
d. 7. dec. 2008
"Her er der resonans mellem melodi og ord fra start til slut over Sune Rose Wagners dissonans og summende guitar og Jakob Høyers rytmisk meddigtende trommer, der emmer af liv trods den tilknappede enkelthed i arrangementerne ... Sune Rose Wagner har også skabt et sjældent forfriskende, perlende vandløb til en tørstig dansk rockscene og et af årets absolut bedste album".