Dvd-rom. Kun ca. et halvt år efter bibliotekerne blev tilbudt Supreme commander kommer der nu et nyt kapitel til spillet. Der er her tale om et omfattende udvidelsesspil, der kan spilles uden det originale spil. Handlingen foregår langt ude i fremtiden, hvor mennesket har koloniseret fremmede planeter. I det originale spil var menneskene i bitter strid med hinanden, men i Supreme commander - forged alliance angriber en forfærdelig aliens-race for at udslætte menneskeracen. Derfor må der skabes en alliance. I spillet er ens avatar en såkaldt ACU, Armored Command Unit. Med den skal der bygges forsvarsværn mod angriberne og opbygges hære, der kan udkonkurrere de onde aliens. For at bygge og operere med disse units, skal der udvindes masse og energi, dette gøres ved forskellige tekniske konstruktioner, som ACUen kan lave. I spilmoden Campaign er der en række udfordrende missioner, der skal udføres, før aliens besejres. Dette gælder for single- såvel som multiplayerdel. I Skirmish-mode spiller man forskellige baner mod computermodstandere. I en omfattende online-del spilles der efter ranking, dermed mødes kun jævnbyrdige spillere. Spillet er på alle måder utroligt krævende. Sværhedsgraden er ret høj, trods en god tutorial. Og selv rutinerede strategispillere vil blive udfordret, strategisk og taktisk. Styringen er god, men krævende med mange genvejskommandoer. Pc'en udfordres også, da spillet kræver ret kraftigt hardware, medmindre loade-tiden skal være uendelig lang. Til gengæld får man et gennemført flot 3D-univers, og en god lyd. Alt i alt er spillet et fremragende realtime strategispil, der samtidig er en tidsrøver af rang. Pegi siger 12+, hvilket også svarer til målgruppen. Sprog: engelsk. Installationskode fra manual påkrævet.