Denne sjove og skøre billedbog om menneskets krop henvender sig til læsere mellem 10 og 15 år. Bogen er en blanding af fakta om kroppen, fjolleri og leg med ord. Man kan derfor læse bogen som en skør historie, som samtidig gør en lidt klogere på mange af de fascinerende ting ved menneskets krop. Bogen kan selvlæses, men vil nok vække størst begejstring, hvis man læser den sammen med andre, så man kan hjælpes ad med at opfatte alle fjollerierne og legen med ord og grine sammen.
Vi følger videnskabsmanden Celle-Pelle på hans videnskabelige færd ind i den menneskelige krop. Rejsen starter logisk nok øverst oppe ved "hovedindgangen" og afsluttes med et terningespil gennem tissemandstunnelen, som især drenge vil finde meget morsomt. Under rejsen kommer Pelle forbi mange af de centrale dele af menneskekroppen og viderebringer fakta herom kombineret med fjollerier og humoristisk leg med ord. De sure tæer har eksempelvis en sur personlighed, bussemænd er hankønsvæsner, en øresnegl er en snegl, der lever i øret, blodårer anvendes til roning osv. Bo Odgård Iversen er manden bag bogens illustrationer. Han rammer humoren og ironien i fortællingen godt og tilfører mange vittige detaljer til historien. Alt i alt en detaljerig, sjov og underholdende billedbog.
Der udgives jævnligt billedbøger om kroppen. De er dog for det meste skrevet målrettet en yngre målgruppe og uden samme humoristiske tilgang til emnet. Denne bog adskiller sig derfor væsentligt fra de øvrige på markedet via sin humor og lidt ældre målgruppe.
En både skør, sjov og lærerig bog, som kan læses som rent pjat og ballade, samtidig med at man bliver lidt klogere på menneskekroppen.