Der foregår underlige ting i kælderen på Karls skole. Hans kammerater mener, at det spøger, men det tror Karl ikke på. Men da han opdager, at hans mystiske nye klassekammerat også optræder på et 50 år gammelt skolebillede, og et gammelt, glødende sværd dukker op på skolen, må han give sig - dette her er en sag for dykkerdetektiverne! Denne femte bog om de to dykkerdetektiver, der blev introduceret i Vragfiskerens hemmelighed (1995), kan udmærket læses selvstændigt, men vinder ved at blive læst som en del af serien. Sproget er nutidigt, flydende og humoristisk, og de gakkede indfald brydes på bedste vis af uhyggelige og overnaturlige elementer, så fortællingen på en gang er sjov og virkelig spændende. Hvor storebror Bingo mere fungerer som historiens komiske element, fremstår Karl som en ægte og sympatisk trettenårig, som man både holder af og har ondt af, og jeg glæder mig allerede til næste bind af de to brødres meritter. Velskrevet og spændende underholdning for både drenge og piger til oplæsning fra ca. 10 år og til selvlæsning fra 11-12 år.