Til alle patchworkere og de der gerne vil i gang med den altid populære syteknik, kommer her både ny inspiration og grundig instruktion.
Grundbog fra to passionerede patchworkere med ca. 30 mønstre til patchworkprojekter. Primært senge-, baby- og vægtæpper, og så et par puder, nålepuder og bolde. Mønstrene er lavet i både gamle klassiske og nye patchworkmønstre. Stilmæssigt er der både hvad angår farvevalg og teknikker noget for enhver smag. Der er fx både klassisk romantiske, lidt 1970'eragtige og køligt skandinaviske mønstre. Opskrifterne til de enkelte mønstre er instruktive og overskuelige. Den første del af bogen rummer en grundig introduktion til alt det grundlæggende, man skal vide, når man går i gang med patchwork. Vi er helt nede på pixiniveau hvor alle kan være med. Der er gode, tydelige tegninger, der forklarer hvad de forskellige udtryk dækker over, og teksten er skrevet i små afsnit med mange mellemrum, der letter læsningen og dermed også forståelsen. Der instrueres i både hånd- og maskinsyning, også hvad angår quiltningen. Dansk-engelsk ordliste bagerst og omregningstabel inches og yards til cm forrest i bogen.
Der findes rigtig mange og meget forskellige bøger om patchwork på alle mulige måder. Denne er den klassiske grundbog og mere omfangsrig end mange af de andre titler. Men måske også mere instruktiv end inspirerende.
Meget anvendelig begynderbog til kommende patchworkere og udfordring til de øvede, som vil kunne finde mange forskellige teknikker.