Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Sydafrika : natur, miljø og mennesker


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. mar. 2010

af

af

Marianne Andreasen

d. 23. mar. 2010

Serien er nok primært tænkt til undervisningsbrug for de ældste elever på mellemtrin og overbygning. Titlen her er til geografi, men kan fint bruges i samfundsfag og historie, tværfagligt og faglig læsning. Og naturligvis som almen, opdateret oplysning.

Bogen beretter om apartheid, Mandela og kampen for frihed og de problemfelter, der stadig er i det sydafrikanske samfund. Problemerne er bl.a.: manglende uddannelse til alle, voldsom kriminalitet, manglende jordreformer, stor forskel på rig og fattig, mange townships med ringe forhold for beboerne og forurening. Et kæmpeproblem er også aids, som ikke er taget alvorligt og generel lægehjælp til alle. De kostbare råstoffer, landet er så rigt på, det gode fiskevand, den stigende eksport af vin og satsningen på øget turisme, som man har optimale forhold til at udvikle, behandles også. Fodbold-VM her i 2010 har betydet udvikling af infrastruktur, og man håber, at det betyder generelle, positive forandringer. Bogen er illustreret med flotte, relevante fotos og gode faktabokse. Der er litteraturliste og stikord. På forlagets hjemmeside kan man finde en rigtig god lærervejledning og elevopgaver.

Der findes en del nyere litteratur om Sydafrika, men denne er absolut opdateret og har den nyeste viden.

En flot udgivelse med meget information. Aktualiteten og den forståelse af det sydafrikanske samfund den giver, er vigtig information for at forstå den verden, vi lever i. Kan forny eller supplere samlingen i skole- eller folkebibliotek.