Syndflodens år

En stor roman for læsere, der værdsætter et godt sprog og for miljøskeptikere. Forsiden dækker fint indholdet, men man skal se den helt tæt på - den fænger ikke på afstand.

Den canadiske forfatter har en stor produktion bag sig. Lige som hendes seneste roman Oryx og Crake, 2003, er den nye en dystopi, der foregår parallelt i samme fremtid som den forrige. Verden er ramt af en menneskeskabt katastrofe, Den Vandløse Syndflod, som kun få mennesker og en række gensplejsede dyr har overlevet. Blandt dem en del af en sekt, Guds Gartnere. Vi følger især to: Ren, der efter hun har måttet flygte fra Gartnernes residens, blandt andet ernærer sig som natklubdanser og befinder sig alene i en isolationsafdeling, da pandemien rammer jorden, og den ældre Toby, der har forskanset sig i et hus, hvor hun forsvarer sig mod klonede grise, bortløbne fanger og andet ondt. De finder sammen med enkelte andre tidligere gartnere og forsøger at opspore Rens veninde Amalie. Flere af personerne fra Oryx og Crake går igen, og selv om romanen nemt kan læses selvstændigt, kan den også ses som en forlængelse af forgængeren. Sprogligt er bogen helt i top, og det lykkes for Atwood at sandsynliggøre den skræmmende fremtid.

Bogen ligger i forlængelse af Oryx og Crake og er ellers beslægtet med fx Cormack McCarthys Vejen, 2008.

En uhyre velskrevet og veloversat dystopi om en verden efter en stor menneskeskabt pandemi.

Læs hele vurderingen

Apokalyptisk, storslået og i høj grad tankevækkende fortælling om artens undergang. Det er sådan, det ender: Endelig lykkedes det menneskeheden at bruge jorden op, og jorden kvitterer med at udrydde n...

Læs anmeldelse