Bøger / skønlitteratur til børn / sange

Syng med på hjulene på bussen


Beskrivelse


Billedbog. Den kendte børnesang, "Hjulene på bussen", gengivet som billedbogshistorie. Sangen har tolv vers med tilhørende fagter, og bagerst i bogen findes noder til sangen. Man kan også bruge bogen som findebog.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. juni 2017

af

af

Marianne Agger

d. 29. juni 2017

En sjov billedbog, der er en sang-, fagte- og findebog på samme tid. Omdrejningspunktet er den kendte børnesang, "Hjulene på bussen", med ekstra, nye vers. For børn fra ca. 1-5 år.

Den populære børnesang formidles her via tegninger, sangtekst, fagter og noder. De gængse vers er med, men derudover er der nye vers, som Lisbet Stevens har skrevet og lavet fagter til. Fx nogle, hvor børn hopper, voksne kysser, og alle menneskerne i bussen går ud, når bussen standser. Der er i alt tolv vers, der har hver deres opslag med tekst, tegning af de tilhørende fagter og en tegning, der illustrerer, hvad der synges om i pågældende vers. Sidst i bogen opfordres der til, at man selv finder på flere vers, og der er noder til sangen og en samlet oversigt over versene i tekstform. Bogen fungerer også som en findebog. Buspassagererne og chaufføren præsenteres på den første side, og dem kan man kigge efter inde i bogen.

Bogen er en god kombination af sang, bevægelse og underholdning, og sangen er altid sjov at synge i både små og store grupper. De farvelagte stregtegninger er spændende at kigge på, og det er en fin detalje, at folk naturligvis betaler med rejsekort i stedet for penge, ligesom der også bruges mobiltelefoner.

Bogen minder om Stevens Oppe i Norge, der er bygget op på nogenlunde samme måde bortset fra, at den ikke opfordrer til, at man bruger den som findebog.