Den franske teoretiker og filosof Paul Virilio er ikke tidligere oversat til dansk. Synsmaskinen handler om udviklingen af billedets 'logistik'. Med et væld af henvisninger til navne, begivenheder, kunstværker m.v., søger PV at sætte billedet i relation til dets samtid og den teknologi, som tiden er præget af og billedet er et produkt af. Alt afhænger af øjnene, der ser! Med afstikkere til filosofi, kunst, psykologi og kulturhistorie er Synsmaskinen en umådeligt vidtfavnende og informationsmættet analyse af billedet, dets virkning og muligheder. Målgruppen er kunsthistorikere, fotografi- og filminteresserede samt dataloger, men kulturhistorisk interesserede i det hele taget, vil også finde værdifuld viden. Men, men men: Jeg vil tillade mig at tro, at ikke mange af disse vil komme stort længere end jeg, førend fremmedordbogen var slidt i laser! Hvorfor skriver forfatteren: »Med kommercialiseringen af de astronomiske og krono-metriske apparater foregår den geografiske perceptionved hjælp af anamorforiske fremgangsmåder«, når han lige så godt kunne have skrevet: »En almindelig amatør-kikkert forvrænger virkeligheden!« - Bogens mange interessante synspunkter og faktaoplysninger drukner i indforstået akademikersprog, som nærmer sig det parodiske. Den er for en meget begrænset læserskare.