En bog om syrerne og deres kultur. Denne alternative guide omhandler Syriens charmerende, fascinerende og larmende hovedstad Damaskus. Guiden er alternativ i den forstand, at den ikke dækker de områder, som guidebøger normalt inkluderer. Der er således fx ikke et ord om hoteller eller museer i Damaskus. "Det er hævet over enhver tvivl, at Syrien har en historie, en kultur og en befolkning, der gør det hele en rejse værd. Derfor er det heller ikke underligt, at dagbladet Politiken placerer en rejsebeskrivelse af Syrien i kategorien 'Drømmerejser', for det er en drømmerejse: Tilbage i historien, tilbage til imperiernes storhedstider, Tusind og én nats eventyr, orientens mystik. Og det er en rejse til nutidens Syrien, til en hektisk storby, der summer af liv, og hvor alle sanser stimuleres. Til en by med karisma, hvor duftene og myldret fra souq'en, bilernes horn, lydene fra muezzinernes kalden, menneskers stemmer, råben og latter, dyrs brølen, skrattende musik og det elektriske lys krydser, overgår og undergår hinanden"(fra Indledning). Guiden er - som den første i serien 'Ægypternes Cairo' - skrevet af en række studerende, formidlere og forskere, der i kortere eller længere perioder har opholdt sig i Damaskus. De skriver om emner, som optager dem, og alle uden undtagelse er dybt fascineret af byen. Guiden er ikke altomfattende, men den dækker centrale aspekter af livet i byen. Den er et alternativ til den traditionelle rejseguide.