Efter Poul Vads meget betydelige debutroman fra 1960 er det med de helt store forventninger man går i gang med hans nye roman, og man bliver ikke skuffet. Taber og vinder er i enhver henseende betydeligere, og betydeligere end det meste af det, der skrives herhjemme i dag, den er i særklasse. Mens De nøjsomme skildrede en gruppe, arbejder Vad her med kun een person, en mand, formodentlig sidst i trediverne, navnet får vi ikke at vide. Der optræder mange andre personer, men de har kun betydning i deres forhold til denne person, de har samme funktion som omgivelserne, gaderne, husene og træerne. Der sker så godt som intet på det ydre plan, men igennem 3 handlingsforløb på over 300 tætskrevne sider analyseres denne person på kryds og tværs, udefra og indefra, fra hans mest elementære legemsfunktioner til hans mest subtile tankevirksomhed. Til sidst står han for læseren som et helt menneske, der fra et handlingslammet og kontaktløst forhold til livet når frem til en vis form forerkendelse og livsduelighed. Jeg tror, man skal helt tilbage til Hærværk for at finde en dansk roman, der er skrevet ud af en så stor indre nødvendighed, med en fortættet kraft og lidenskabelig illusionsløshed, hvis sandhed er forløsende.