Danske Angela Brinks (f. 1972) gode debutroman er skrap kost. Det er en desillusioneret og kuldslået skildring af en ung unavngivet kvindelig freelance journalist, som siden moderens sammenbrud for mange år siden har haft problemer med nærhed og kærlighed. Hun bor i København og er storforbruger af mænd, sex og hård alkohol, men hun finder ikke det, hun søger. I stedet er hun altid på vej videre, til næste fest, næste favntag, næste lufthavn, men den evindelige rejsen er også ved at få hende ned med nakken. Hun binder sig til mænd, som stækker hende - enten ved at låse hende inde, banke hende eller forhindre hende i at skrive - og hun nyder det... Næsten alt vil hun gøre for at tækkes dem. Til sidst er hun dog blevet så usynlig, at hun ikke længere kan genkende sig selv, og det store spørgsmål er, hvorfor hun med sit potentiale egentlig finder sig i så utroligt meget. Tæsk er en velskrevet og velfungerende roman, som er fortalt i springende kronologi. Den henvender sig især til yngre læsere af ny litteratur, og forsiden vil nok også appellere til denne målgruppe.