Udgivelse i serien "Tæt på livet i
". Tidligere er udgivet Tæt på livet i Zambia. I tekst og billeder beskriver bogen dagliglivet i Cambodja gennem 2 børns hverdag i henholdsvis hovedstaden Phnom Penh og i en landsby. Cambodja er et af verdens fattigste lande, men alligevel er børnenes hverdag skildret harmonisk med skolegang og familieliv. Drengen Sarai fra den lille landsby bor dog midlertidigt hos en onkel og tante, da forældrene er på hospitalet. Faderen mistede sit ene ben, da han trådte på en landmine, og moderen er hos ham på hospitalet. Der bliver fortalt om Cambodjas blodige historie, om de mange landminer, der kræver mange ofre, om landets frugtbarhed og tropiske klima, om regnskovene og om det rige dyre- og planteliv. Bagest i bogen kort oversigt med tal om Danmark og Cambodja, ord og navne, stikord og en enkelt litteraturhenvisning og henvisning til Internetadresse for serien Gyldendal Uddannelse. Bortset fra Cambodja i serien Lande i lommeformat, 1998, er der ikke nyere litteratur om Cambodja. I Asien biblioteket er udkommet Cambodia af Torkil Sørensen, 1991. Tæt på livet i Cambodja giver en rigtig god, spændende og engageret fremstilling af et land med store problemer, men også med håb om en bedre fremtid. En virkelig god udgivelse for børn fra ca. 10 år.