Tak for mørket, far

272 sætninger, én på hver side, om at have mistet fæste i tilværelsen. Det kunne være en ultrakort deklaration af Claus Handberg Christensens nye digtsamling der sigter mod et lånersegment der gerne afsøger nye pejlemærker indenfor genren. Kompakt i sin ydre fremtoning på ca. 300 sider, det mørke omslag med den måske lidt kryptiske titel overlades til læserens fortolkning.

Med afsæt i det såvel personlige som private, egen skilsmisse, forholdet til børnene, forholdet til faderen. Problemfyldte sfærer som Handberg afdækker i nøgterne, faktuelle udsagn om de bristede illusioner, de tilsyneladende små tab og svigt der afstedkommer stor smerte, og hvor det at have mistet får en ny og anden valør end tidligere. Der er mere mol end dur i den koncentrerede tekst hvor det skarpt sansede udtrykkes ligefremt og kontant, hvad enten fokus er rettet mod nuet eller erindringen. Handberg investerer her sig selv i en virkelighedsnær kortprosa uden at forfalde til det patetiske eller selvhøjtidelige.

At skrive ud fra egen personsfære er ikke nyt, se fx Peter Høegs De måske egnede, 1993, og Jens Blendstrups Gud taler ud, 2004. Lone Hørslev har i digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, 2009, skrevet om sin skilsmisse. Endelig er der også Handbergs En tilpas støj, 2006, bl.a. om forholdet til kæreste, barn og familie.

En digtsamling om bl.a. at være en del af et opløst parforhold og om tabet af identitet og rolle også i forhold til de fælles børn.

Læs hele vurderingen