I et godt parforhold er det vigtigere at lytte end selv at tale. Poula Helth og Hans Jørn Filges har arbejdet med den nødvendige samtale i mange år og henvender sig til alle, der ønsker et bedre parforhold.
Gode samtaler i et parforhold er en god investering, og bogen giver en række metoder. Den består af 3 dele, hvor vi først får teori og øvelser i at samtale med udbytte, fx kunsten at lytte og genfortælle, og hvordan man opbygger en parkapital, som man siden kan trække på. Det midterste afsnit beskriver forskellige familie- og partyper og giver eksempler på samtaler indenfor hver familiekategori. Sidste del beskriver parforholdets nye betydning i en tid, hvor arbejde og privatliv smelter sammen, og den borgerlige kernefamilie er afløst af aftalefamilien. Filges er økonom, arbejder som konsulent med samtaler, han er gift med Poula Helth, der forsker i ledelse, og sammen har de bl.a. skrevet Den nødvendige samtale i parforholdet og en lang række bøger om samtale, parforhold og ledelse.
Et rigtig godt bud på en vægtig men alligevel lettilgængelig bog om samtalen fra to meget erfarne forfattere.
Den nærmeste er samme forfatteres ca.10 år gamle bog Den nødvendige samtale i parforholdet, der er koncentreret om selve samtalemetoden. I den nye bog får vi også blikket ud på de mange forskellige familieformer og historie og teori bag metoderne, som parret har afprøvet i en lang årrække.