"Der er dage som flimmer på hav. Der er dage som afredte hår." Sådan lyder to smukke linjer i denne digtsamling med episoder og stemninger, der fanger og sætter tankestreg for digteren. For alle der læser dansk lyrik.
Samlingen er delt i fire. Overskrifterne er: "Med uret", "Med året", "Dyrenes karneval" og "Markeringer". I første cyklus følger vi urets og tidens retning med fx: "Der er nætter som silke og fløjl/ og nætter som falmet flonel/ der er morgener der bare er skrot - og dem hvor du er helt dig selv." I næste del finder vi digtet "Sjusk" om det at huske på tidens gang: "tilsyneladende ikke helt obs på/ at man hver dag tager hul på restmængden af sit liv/ lader man kalenderbladene flagre væk med trækvinden." Tredje del er "Dyrenes karneval", hvor vi møder marsvinet hr. Svinse "In memoriam": "Han var nok Fyns mest a' ede marsvin/ blankøjet gul og hvid/ rapfodet/ køkkengulvets behersker/ køleskabets vogter..." Sidste del afsluttes med digtet "Proportionalitet": "selv den mindste tyndeste muslingeskal på stranden/ vugger hele universet i sin lysblåhed". Inga Mollerup (f. 1932) har fx også skrevet Sorgdigte.
Smuk digtsamling skrevet med sproglig tæft og snilde, og indimellem hjerteskærende simpelt som i linjerne: "selv fremtumler jeg/ utydeligt/ at jeg stadig/ er her.".
Kan i sit poetiske udtryk som en stor ros sammenlignes med Benny Andersen, der også taler til hjertet med sproglig finurlighed.