Forfatterens første bog for børn på dansk er en udmærket, fantasifuld fortælling der kan bruges til oplæsning for børn fra ca. 6 år. Historien er skrevet i en mundtlig, let humoristisk stil og illustreret med en række stregtegninger uden den helt store appel. Bogen handler om Oskar på ca. 6 år der bor i Tantetårnet ved vandet lidt uden for Reykjavik med sin far og mor samt to ugifte, barnløse tanter der kæmper mod hinanden og forældrene om at få lov til at passe Oskar. Heldigvis har Oskars ven, Sofus, en lillesøster uden pasningsmuligheder om fredagen, så antallet af børn i huset kan ind imellem udvides med den 2-årige, meget idérige Frida. Tanterne er kvikke til også at løse andre problemer. En hjemløs astronom der sover på husets loft kommer efter en for ham håbløs kamp i bad, får nyt tøj og arbejde, og et mobningsproblem i form af den terroriserende klassekammerat Amanda Rose med sømbrættet tager de også hånd om godt hjulpet af Frida. Amanda Roses pludselige forvandling til beskyttende engel overfor en ny, handicappet pige i klassen er dog lidt svær at tro på. Forfatteren har tidligere fået udgivet en række romaner for voksne på dansk.