Flot og inspirerende kogebog fra det spanske køkken, hvor tapas og sherry er som skabt for hinanden. Og nej, sherry er ikke bare en brun sødlig drik for ældre damer, men også en kvalitetsvin, der bør nydes efter fortjeneste. 1/3 af bogen er skrevet af vinskribenten Søren Frank, som dedikeret skriver om sherryens historie, fremstilling, de forskellige sherrytyper og -huse. Tapas er de små bidder mad, spanierne indtager sammen med deres vin, og tapaskulturen har vundet udbredelse langt ud over Spaniens grænser. Kokken, kogebogsforfatteren og restauratøren Rasmus Kjær giver en række delikate opskrifter på vidt forskellige tapas. De kan være enkle eller mere raffinerede, syrlige eller søde, gamle kendinge eller nyskabelser. Ingredienslisterne er ikke lange og de fleste ingredienser skulle umiddelbart være til at få fat i. Alle opskrifter er ledsaget af flotte fotografier, og det er i det hele taget en indbydende og meget smukt tilrettelagt bog. Af nyere titler om sherry findes Portvin, sherry og andre hedvine (2005). Efterhånden er der mange bøger om tapas, af nyere og sammenlignelige kan nævnes Spis godt - tapas (2004)), Politikens bog om tapas (2004) og Rosas tapas (2003).