Ikke bare er "Tara Road" en helt nyskrevet roman af Binchy, også persongalleri og set up er friskt og nutidigt. Igennem hendes romaner har man kunnet følge et katolskt Irland, som hylder de gamle værdier. I "Tara Road" er udviklingen nu også kommet til Irland i form af byggeboom, blomstrende virksomheder og opbrud i de traditionelle familiemønstre. Og som altid hos Binchy hyldes den individuelle frihed, men kun hvis den leves i overensstemmelse med humanistiske og etiske værdier. Det der gør hendes univers, ikke bare så elskeligt, men også så psykologisk interessant, er at det er ganske små tegn eller forskydninger i personerne, som viser deres udvikling i positiv som i negativ retning. Hjemmegående Ria er samlingspunkt for familie og venner i det store hus på Tara Road i Dublin. Hendes charmerende mand har opbygget en stor ejendomsmæglervirksomhed, og da han svigter hende, bytter hun i desperation hus med en fjern bekendt i en lille universitetsby i New England, USA for et par måneder. Marilyn fra USA har også sine grunde til at flygte, og da sommeren er forbi, er begge kvinders liv ændret for altid. Som altid fra denne forfatter en pragtfuld historie, positiv, livsbekræftende og én af de bedste, hun har skrevet.