Serien Zoom ind for de 9-12-årige omfatter mere end 50 titler, fortrinsvis skrevet af nordiske forfattere. Bent Faurby, der er en produktiv forfatter af letlæste bøger, har tidligere bidraget til serien med bøgerne om håndboldpigerne, De jernhårde babies og med bogen Fodbold-venner. Denne gang har han skrevet en humoristisk krimi, der fortæller, hvordan søskendeparret Sanne og Victor i løbet af et par sommerferiedage afslører den tyv, der har stjålet farmors pengepung. De får også tid til at arrangere loppemarked med kuriosa fra farfars tid på de syv have. En traditionel børnekrimi, som nok vil underholde målgruppen et par timer, men som forfalder til klicheer. Børnene er konstant sultne, og personernes omgangstone overdrevent munter. Da tyven viser sig at være en del af en østeuropæisk tyvebande med speciale i tasketyverier, pirkes der til læserens fordomme. Teksten er forholdsvis letlæst, den er opbygget af mange helmeninger og indeholder en del dialog, sammensatte ord er forsynet med en delestreg. Bogen er illustreret med spinkle, en smule karikerede stregtegninger i gråtoner.