Bredt anlagt eventyrlig roman fra en verden uden for tid og sted. En bog til virkelige boggnaskere fra 13-års alderen. Forsiden signalerer spænding og uhygge.
Den gode, gamle kamp mellem det onde og det gode udkæmpes i denne velskrevne og stilistisk meget sikre roman, som ikke er fantasy, selv om den bevæger sig i nærheden af genren. Det er en bog med en handlekraftig og sympatisk pigehelt, som i jeg-form fører os gennem en tempofyldt og actionpræget handling med alle de rigtige ingredienser: et par tvillingekongesønners kamp om magten med vold, krig, intriger og udspekulerede sidehandlinger, og pigen Taya i centrum af det hele, fordi hendes myrdede morfar havde en nøgleposition i sin tid. Omkring hende er et bredt galleri af personligheder, og det både dyr og mennesker. Sammen er de ude i et væld af cliffhangers, inden retfærdigheden sker fyldest, og det gode sejrer. Forfatteren har (03/21) udgivet Rasmus og Julie.
Bogen her behøver ikke at skamme sig ved at stå ved siden af både Kaaberbøl, Ottesen og de andre store danske eventyr/fantasy forfattere.
Et godt plot og en velgennemført handling med mange tråde, som forfatteren dog formår at styre. Et rigtigt, godt og levende sprog som veksler mellem troværdige dialoger og fine beskrivelser, billeder og personkaraktistikker. Her er også både humor og spirende ungdomskærlihed at hygge sig med. Min eneste anke er, at den måske er lidt for lang, og intrigen kræver noget af læseren. En personliste og måske et kort havde hjulpet.