Antologien kan opfattes dels som et tekstsupplement til SHL's fremstilling af systemdigtningens historie fra i år, dels som en videreførelse af Dansk lyrik 1955-1965, ligeledes udg. af Dansklærerforeningen. Som denne indeholder den citater, her fra de teoretiske diskussioner og manifester bag systemdigtningen. Det er interessant, aktuelt, men føles unægtelig også sine steder provinsielt og privat. Hertil føjes i ultrakort form nogle betragtninger over forskellige »systemtyper« plus fortolkningen af to systemiske tekster. Bogen rummer 11 forfattere og viser, hvordan systemerne har manifesteret sig både i prosa og poesi, hvis det overhovedet går at fastholde denne skelnen. Den overlapper i flere tilfælde Texter (udg. af Vagn Lundbye, 1969) og Eksempler (udg. af Hans-Jørgen Nielsen, 1968), og at Højholt »kun« er repræsenteret med et uddrag af 6512 kan virke som en slagside. Desuden kunne bogens anlæg måske forlede nogen til at tro, at der kun blev skrevet systemdigtning i Danmark idenne periode, eller at denne form er den eneste af værdi, og det kan vel næppe være meningen? For sit pædagogiske sigte, og som introduktion, bør biblioteker af alle typer dog anskaffe den.