Playstation 3. Rollespil med action og adventure-elementer. Fans af Minecraft vil elske dette spil. Det fulde udbytte kræver mange timer og en tålmodig spiller. For børn, unge og voksne fra 10 til 15 år. PEGI: 12 år.
Man starter med at lave sin egen lille figur, hvorefter eventyret begynder. Det vrimler med zombier, dæmonøjne og andre skumle væsner ved nattetid i Terraria og derfor, er det en god idé at finde en sikker base, inden mørket falder på. Omgivelserne i landet har alle de gængse ressourcer: træ, sten, ler, sølv, guld m.m. Man kan forarbejde disse ressourcer og bygge mere avancerede ting, det kan fx være våben, værktøj og et hus, der kan beskytte en. Når man er blevet stærkere, kan man gå på opdagelse, da der langt under jorden findes skattekister, guld og sølv og andre spændende sager, man slet ikke kan lade være med at udforske. Grafikken er pixeleret og udstråler retro, Styringen fungerer ok, selvom den godt kunne være lidt mere intuitiv og overskuelig, når ressourcerne skal forarbejdes.
Terraria er i 2D og oprindelig udviklet til pc i 2011. Minecraft er i 3D, men herudover har spillene rigtig meget til fælles.
Terraria handler især om at beskytte sig, udforske og angribe når tiden er inde, og det er netop de tre elementer, der giver spillet et rigtig godt gameplay. Tilstedeværelsen af flere genrer og spillets nærmest uendelige udfoldelsesmuligheder, betyder at der er til rigtig mange timers underholdning og det kan anbefales til spilhylderne på bibliotekerne.