Bogen er primært rettet mod forskere og studerende som beskæftiger sig med terrorisme samt læsere med interesse for terrorisme og international politik.
I forlængelse af det såkaldte Bernsteinudvalg, som blev nedsat som følge af terrorbombningen i London i 2005 blev der nedsat en følgegruppe under Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til forskning i terrorisme. Denne antologi består af 9 bidrag hvor en række forskere, som alle har deltaget i følgegruppen, gør status over terrorismens situation aktuelt. Artiklerne beskæftiger sig med forskellige temaer som bl.a. det generelle trusselsbillede, oversigt over de seneste års terrorismeforskning, Al-Qaeda, konsekvenser af at danskere rejser til konfliktområder for at kæmpe og exit-muligheder fra terrorgrupperne. De 9 bidragydere har alle kompetent forskningsbaggrund, og de formidler samlet et overblik over den nuværende terrorismeforskning.
En række bøger har i de seneste år beskæftiget sig med emnet. Nævnes kan 11. september : verdens tilstand 10 år efter, 2011 og DIIS' egen rapport Ti år efter 11. september, 2011.
Antologien formidler bredt og kompetent terrorismens og radikaliseringens aktuelle status og hvilke temaer, man forskningsmæssigt er optaget af.