Xbox 360, Wii. Musikspil. Udvidelsespakke til "Rock band"-serien. Mere end 45 Beatles-sange i de originale indspilninger, flere vil med tiden kunne downloades. For børn og unge 10-18 år samt voksne. 4 sværhedsgrader. For 1-6 spillere (en på hvert instrument og 3 sangere) desuden online mulighed. Multiplayer, fx to guitarer mod hinanden. PEGI: 12+, ikoner for sprog og sex, ikke stødende for danske børn. Sprog: engelsk.
Man kan spille på alle bandets instrumenter og som noget nyt - i de originale 3-stemmige harmonier! Melodien/rytmen ses på skærmen som farvede firkanter, som kommer løbende ned ad et gribebræt. Man skal så ramme rigtigt på sin controller/mikrofon, guitaren kan også fungere som bas. Man får points efter, hvor god man er til at ramme. Eller ryger ud, hvis man er for dårlig. Der er tutorials og 4 sværhedsgrader. Sangene kan øves i mindre elementer: beats/riffs. Der er flotte, næsten filmiske videointroduktioner til sangene. Det grafiske design er poleret, flot og detaljeret.
"Rock band"-rækkens store konkurrent er Guitar hero-rækken. Layout i Guitar hero er en anelse bedre og mere udfordrende, især til guitaren. Men begge serier har hver store kvaliteter. Xbox-versionen er grafisk flottere end wii. Desværre ikke kompatibel med tidligere "Rock band"-udgivelser.
Der er meget udfordring for hele familien i spillet. Man lærer desuden meget om bandets historie og sange. Spillet er helt klart sjovest med adgang til det meste af "Rock band"-pakken. Et flot hyldest til The Beatles og et af de bedste musikspil på markedet. Anbefales.