My convictions
Jacob Bellens
Emneord
Anmeldelser (7)
Soundvenue
d. 27. nov. 2012
af
af
Jonas Sølberg
d. 27. nov. 2012
"Albummet er hverken lige så melodisk fængende som Murder eller perfekt kontrolleret som I Got You On Tape, og melodier og fraseringer holder sig fortsat til de velbetrådte stier. Til gengæld er den mere dragende, charmerende og intim end Bellens' to andre projekter tilsammen og bekræfter hans vigtighed på den skævere side af dansk musik".
Gaffa [online]
d. 26. nov. 2012
af
af
Pelle Sonne Lohmann
d. 26. nov. 2012
"Det er lykkedes ham at fastholde de skønneste dyder fra tidligere tiders bedrifter og samtidig skabe et eget univers, der er såvel nyt som enestående. The Daisy Age ... Et par af de langsommere skæringer tangerer det træge, men i reglen står de storslåede numre nu ellers i kø".
Jyllands-posten
d. 8. dec. 2012
af
af
Peter Schollert
d. 8. dec. 2012
"Han synger på engelsk, til tider højstemt, til tider med en kartoffel i munden, ofte monotont - eller driftssikkert, alt efter temperament - og for sjældent tør han/ formår han at følge de afstikkere, som sker i arrangementerne, hvor der foregår en masse".
Politiken
d. 26. nov. 2012
af
af
Pernille Jensen
d. 26. nov. 2012
"Det er et roligt album. Som rent musikalsk ligger en lille flig nærmere hans virke i folkduoen Murder ... Enkelte af de mere afdæmpede sange er lettere forglemmelige. Men Bellens' stemme er godt selskab. Han er en af de fineste engelsksprogede tekstforfattere herhjemme, og de kolde fødder tør op på dansegulvet undervejs".
Berlingske tidende
d. 9. dec. 2012
af
af
Michael Charles Gaunt
d. 9. dec. 2012
"Jacob Bellens crooner sig malmfuldt gennem sin fornemme solodebut, der byder på charmerende slinger i valsen og en solid dosis rustik efterårsblues".
Weekendavisen
d. 30. nov. 2012
af
af
Per Reinholdt Nielsen
d. 30. nov. 2012
"Enkle effektfulde greb, et beat på listefødder med små afgørende variationer og en behersket instrumentering giver sangene en stoflig og filmisk lyd. En dæmpet, jazzet blæser, et farvestrålende orgel i baggrunden, et ensomt klaver eller en stikkende elguitar med aner tilbage til 1950erne bruges alle som sikre og billedskabende musikalske referencer i en stemningsfuld og sikkert swingende kammerrock, der finder et godt balancepunkt mellem nordisk melankoli og amerikansk bluesfornemmelse".
Information
d. 3. dec. 2012
af
af
Ralf Christensen
d. 3. dec. 2012
"Der er en snigende fornemmelse af, at Jacob Bellens skriver den samme sang igen og igen, når man lytter til hans solodebut, The Daisy Age ... At hans værk, hans knastørre stemme og hans kantede fraseringer allerede har antaget karakter af en stilart på egne præmisser. Noget af en bedrift".