Film / fiktion / drama

The Hollars


Beskrivelse


John Hollar vender tilbage fra New York til sin hjemby, da moderen er dødelig syg. Her kommer han tættere på sin familie, herunder sin bror Ron der er blevet skilt og faderen, der er ved at miste sin virksomhed. Gennem sammenhold formår familien at komme gennem den svære situation.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. apr. 2017

af

af

Frans Rasmussen

d. 11. apr. 2017

En dødelig syg kone samler sin splittede familie, der i dette rørende og tankevækkende familiedrama lærer hinanden at kende og værdien af sammenhold.

John Hollar arbejder som grafiker i New York, men kaldes hjem til sin fødeby da hans mor Sally har fået en hjernesvulst. Hans rige kæreste Rebecca er gravid. Alligevel tiltrækkes han kortvarig af sin gamle skolekæreste Gwen, der er blevet gift med Jason, som er Sallys sygeplejerske. Johns far Don har det ikke godt med konens sygdom og samtidig er hans firma ved at gå konkurs. Johns bror Ron har det heller ikke for godt efter at han er blevet fyret fra faderens firma og konen har forladt ham med deres to piger.

Selv om handlingen synes banal og letkøbt, så har dens fremstilling af familiekonflikterne tyngde. Der rodes op i forældrenes 38-årige ægteskab, der viser sig at have været godt nok, i faderens forhold til sine sønner og brødrenes indbyrdes forhold. Alle har deres problemer med det sted de er i livet, men alt løses ved at de opdager hinanden på ny og kan stå sammen. Man ser den rørende film med velbehag, og den virker ikke for tung, fordi den blander tristheden og depressionerne med det komiske. Trods sentimentalitet er den troværdig, ikke mindst i de intime scener, hvor familiemedlemmer når til ny forståelse og nærhed.

Temaet omkring sønnen/datteren der er flygtet til storbyen, men vender hjem for atter at opdage sin familie, er skildret med ligeså stor tyngde i den svenske film Tilbage til Dalarna.