Bøger / skønlitteratur til børn / dark fantasy

The hollows. Bind 2 : Danser med dæmoner


Beskrivelse


Den unge smukke heks og privatdetektiv Rachel Morgan er på jagt efter en seriemorder med hjælp fra alfen Jenks og den insisterende vampyrveninde Ivy. Det hele kompliceres af Rachels voksende heksekraft, dæmoner og kæresten.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. mar. 2013

af

af

Maria Sjøblom

d. 22. mar. 2013

For unge og voksne - fortrinsvis kvindelige - fans af dark fantasy med et twist af chick lit og spændingsroman.

Så kom endelig 2. bind i serien på dansk, i USA er der allerede udkommet 13. bind, som igen er baseret på en graphic novel og diverse noveller. Kim Harrison er synonym for forfatteren Dawn Cook, som også under dette navn udgiver bestsellers i fantasy-genren. Den unge, smukke og sexede hovedperson, heksen Rachel Morgan har kvittet agentjobbet og er blevet selvstændig detektiv i Cincinnatis underverden i et samfund, hvor mennesker lever i anspændt sameksistens med bl.a. vampyrer og dæmoner. Hun skal fange en seriemorder og får igen hjælp fra alfen Jenks, mens det tætte venskab til vampyren Ivy kommer på en hård prøve. Samtidigt kommer hun tættere på sandheden om sin egen kraft. Bogen er en page turner af rang, skrevet i et letflydende sprog og nye læsere kan sagtens springe på her. Den dystre forside matcher indholdet og vil tiltrække fans af genren.

Bogen er litterært på niveau på J.R. Wards The black dagger brotherhood dog uden helt så eksplicitte sexscener, men når ikke helt op til den ellers meget lignende serie Den internationale bestsellerserie om Sookie Stackhouse. Hekseinteresserede læsere vil ikke føle sig lige så godt underholdt som i Deborah Harkness' Heksenat.

En skøn murstensroman, der vil vække glæde hos bibliotekets læsere af Tusmørke-serien, som nu er blevet ældre og gerne vil have lidt mere kød på både plot og hovedpersoner og et "must-read" for alle fans af dark fantasy.