Du var ombord på rumskibet Dragonfly, men du vågner på planeten Regis III, uden viden om hvordan du er endt efterladt på en øde ørkenplanet. I din søgen efter svar opdager du at planeten har mange hemmeligheder. Fra 12 år.
The invincible er et 1. persons adventurespil, der er baseret på Stanisław Lems science fiction-roman af samme navn. Som astrobiologen Yasna, der naturligvis har hukommelsestab, udforsker man Regis III, i søgen efter svar og ikke mindst resten af sin besætning. Undervejs afsløres dele af planetens og Yasnas historie. Yasna udforsker ørkenplaneten til fods (og nogle gange i et køretøj) og ved hjælp af forskellige typer værktøj kan hun finde skjulte ting i omgivelserne og løse simple opgaver. Stilen i spillet, fx designet af rumdragter og robotter er kraftigt inspireret af atompunk, der leder tankerne til 1950'ernes science fiction pulp-litteratur.
Spillet er lineært opbygget og tæt på at være en walking simulator. Der er ingen action i spillet, blot lange gåture mellem områder, som Yasna skal udforske. Hun går utroligt langsomt, så en stor del af de 10 timer det tager at gennemføre, bruges på at trave over planetens overflade. Heldigvis er omgivelserne smukke. Mens historien er glimrende, så mangler The invincible en hel del på selve spilfronten. På engelsk. PEGI 16.
I samme genre finder man Deliver us Mars og ikke mindst horrorspillet Fort Solis (Playstation 5).