PS3. Action/adventure-spil i 3. person, i den populære subgenre survival horror. Spillets fokus på brutalitet og følelsesladet, hjerteskærende realisme, sætter målgruppen til unge fra 15 og voksne. Som genren dikterer, er sværhedsgraden høj. Dialogen er engelsk og tekstet på dansk. PEGI: 18 samt ikoner for vold og grimt sprog.
Spilleren har rollen som den hårdkogte antihelt Joel, der modvilligt påtager sig opgaven at eskortere en 14 årig pige i sikkerhed - ud af storbyen og tværs gennem USA. Ikke det USA vi kender, men en grum, ødelagt version, hvor en frygtelig svampe-parasit har hærget de sidste 20 år. Langt de fleste mennesker er omdannet til kødædende væsner. Spil-verdenen er en blanding af filmen I am legend og The walking dead - en enestående vellykket blanding! Spillet er lineært, men de fleste udfordringer kan løses på forskellige måder. Dog spiller manglen på ammunition oftest ind, så man er nødt til at tage de svære, nervepirrende snige-løsninger i brug. Det hele fungerer dog så fremragende, at man gladelig sluger sværhedsgraden. Grafikken er noget af det flotteste der er set på PS3 og lydsiden, stemmerne, er også i den absolutte topklasse.
Der findes masser af survival horror til PS3, men ikke så følelsesladet og elegant komponeret som her. I shooteren Bioshock infinite eskorterer man også en pige ud af fare, og er således også sammenligneligt.
Metacritic.com har i skrivende stund spillet på 96%, hvilket er den næstehøjeste score nogensinde til et PS3-spil. Og jeg er helt enig. Dette er et fantastisk voksenspil, som alle, der har mod på genren, bør opleve.