Amerikansk actionfilm fra 2013. Til alle dem der elsker en uforpligtende drengerøvsfilm med tunge skydevåben, hurtige biler, smarte replikker og en Arnold Schwarzenegger tilbage i den topform hans alder tillader. Det helt unge publikum vil nok syntes, at løjerne virker en anelse gammeldags, så det primære publikum er 35+ segmentet, der er vokset op med Schwarzenegger og Stallone.
Den psykopatiske mafiaboss Cortez er undsluppet fra fængslet og er i hæsblæsende fart på vej mod den mexicanske grænse. Desværre for ham, går turen gennem en lille søvnig by, og her er det Ray Owens, i Schwarzeneggers skikkelse, der regerer. Det er en på mange måder underholdende film, der bærer tydelige spor tilbage til 1980'ernes måde at lave action komik på. Arnold er, som vi kender ham, mere muskler end mimik, og hans hold af håndlangere er relativt ukendte, men fungerer godt. Der er masser af bil action, skuddueller og hurtige bemærkninger, med andre ord, en af den slags film man har set mange gange før, og intet husker af bagefter, men hvor de halvanden time forsvandt som dug fra solen.
På mange måder minder filmen om en klassisk western, hvor en ærekær lilleby sherif udfordrer overmagten og får hjælp fra en lille ukurant gruppe omkring sig, der pludseligt træder i karakter. Det så vi bl.a. i mesterværkerne Rio Bravo, 1959 og Sheriffen, 1952.
Underholdende actionfilm for de lidt "ældre" fans af genren, der naturligvis kan undværes, men som vil glæde mange brugere de steder den bliver købt.