Kan du li' spillene "3 på stribe" og "Tetris" så er "The lost kingdom prophecy" noget for dig. I fantasylandet Rosefal,der trues af den onde troldmand Balaak, skal du hjælpe prinsesse Serena og hendes venner imod truslen fra den onde Balaak ved at spille ca. 100 baner. For unge og voksne.
Spillet er primært "3 på stribe" i et fantasymiljø, hvor kampen som altid går mellem onde og gode magter. På vej igennem næsten 100 forskellige variationer af spillet med fantasifulde brikker, farverige baggrunde og pompøs musik, kan du vælge både briktype og spillefacon. Du kan også vælge om banerne skal spilles på tid, eller det skal være et afslappende tidsfordriv. Herefter er det så bare at gå i gang og få flest på stribe. Som bonus får du 16 baner fra Rosefal-verdenen, hvor du skal finde og samle forskellige fragmenterede ting for at frelse prinsesse Serena og hendes venners verden.
Spillet har ca. 100 baner af konstant voksende sværhedsgrad, og mange talebobler med engelsk tekst, så det er et singleplayer-spil for unge og voksne, trods PEGI siger fra 7 år. Grafik og lyd imponerer ikke. Billederne består af primitiv, gammeldags og kantet tegneseriegrafik og musikken af et enkelt tema, som gentages.
Spillet har fællestræk med fx Jewel quest som også indeholder både "3 på stribe" og "Tetris elementer".